Hvad er en psykologisk funktion?

En psykologisk funktion er en måde at opfatte virkeligheden på. Det er et særligt perspektiv eller et vindue, som farver vores fortolkning af det vi oplever. JivaYou anvender syv psykologiske funktioner, som hver især giver os deres bestemte karaktertræk og kvaliteter.

Den Schweiziske psykiater Carl G. Jung anvendte fire psykologiske funktioner i sin psykologiske model, mens JivaYou anvender syv i sin model. Vilje, følelse og tanke er de tre grundlæggende funktioner, som når de kombineres frembringer fantasi, logik, passion og handling. Vi kan være mere eller mindre identificerede med disse funktioner, så nogle mennesker fx primært vil opleve virkeligheden gennem tanken. Her bliver alt fortolket rationelt i begreber, der skaber et klart og køligt overblik. Hvis det drejer sig om en følelsesmæssig virkelighed, så vil den mentale type ofte ikke opleve følelsen med samme nuancerigdom, som fx den sensitive type gør det. Der vil være en udpræget tendens til at være distanceret og reflekterende overfor følelsen, i stedet for at gå ind i følelsen og give udtryk for den, som den sensitive type vil gøre. Derfor vil den mentale type være mest præcis når det handler om at fortolke mentale virkeligheder korrekt, det vil sige kommunikationer og teorier. Alle de andre psykologiske funktioner har tilsvarende styrker og svagheder. Det er også væsentligt at fremhæve, at hver psykologisk funktion kan optræde i sit introverte (indadvendte) og sit ekstroverte (udadvendte) aspekt. Tanken kan med andre ord vendes primært indad (introvert) i en reflekterende og teoretiserende funktion eller udad (ekstrovert) i en kommunikerende og afsøgende funktion. På den måde opstår der 14 forskellige typer og talenter til hver psykologiske funktion.