Energipsykologi: Teamwork og samspil belyst gennem energityperne

Energityperne har meget at tilbyde når det handler om gruppepsykologi og forståelse af konflikter og de mange muligheder for samarbejde typerne i mellem.

Af Søren Hauge


Når energityper mødes i hverdagen

Vi kender alle til de spændinger, kontraster og forskelligheder, som hverdage er fyldt med, når vi møder andre. Her er en håndfuld eksempler, som garanteret vækker genkendelse:

Ralf er analytiker og arbejder som lagerforvalter i en mellemstor virksomhed. Hans interessere er astrofysik, men han har meget svært ved smalltalk. Jens er en festglad og kreativ sælger i samme virksomhed, der elsker at være sammen med andre mennesker og lære om andres liv. De får begge to deres sag for, da de skal dele værelse på en vigtig virksomhedsweekend om teamwork!

Per er sensitiv og har utroligt svært ved fysisk smerte og selv mindre influenzaer, der får ham til at sukke og appellere til omsorg og hjælp. Anne er dynamisk, og selvom hun også har sine sensitive sider, så er hun ved at gå ud af sit gode skind, når Per skranter og ønsker omsorg, og hun har flere gange været ret kontant over for ham.

Doris er hengiven og meget optaget af religiøse spørgsmål og new age spiritualitet, og hun har fastet flere gange under ophold på retreats. Lene er mental skeptiker og fatter ikke, at Doris er så naiv og godtroende i spørgsmål om liv og eksistens.

Ulla er en effektiv og praktisk multitasker, og hun er virkelig effektiv til at få ting til at ske. Hendes ven Erik, som er sensitiv, er begyndt at meditere og udforske sin indre væren. Han prøver at få Ulla gjort interesseret, men hun tænder ikke på det, fordi Erik er upraktisk og dårlig til at rydde op.

Jytte er en meget intelligent mental type, og hun ynder at forklare en sags komplekse natur, når hun forelæser på universitets center for kulturanalyse. Hendes ven, Carsten, ville gerne vise hende sin støtte, da hun skulle holde en vigtig jubilæumsforelæsning, men da han er en udadvendt, dynamisk handlingens mand, faldt han i søvn efter bare fem minutters lytning! Hans kone, Bente, som også lyttede med, er sensitiv, og selvom hun ikke forstod så meget, så var hun begejstret for Jyttes dygtighed og smukke påklædning.

Rasmus er dynamisk og elsker at udfordre sig selv og udvise dristigt mod til at overskride grænser i ekstremsporten hang-gliding. Hans kæreste Christel, som er sensitiv, gyser ved tanken og er tit bekymret for ham.

Henry er analytiker, og han slår meget gerne sin græsplæne langsomt og grundigt, med større pauser, hvor han samler småsten og nedfald fra træerne. Henrys nabo Kent er dynamisk og har mange gange revet sig i håret ved Henrys larmende langsommelighed.

Frederik er som udadvendt praktiker skabt til at strikke supereffektive handlingsplaner sammen, men han har utroligt svært ved at træffe beslutninger med Louise, for hun er mental og kan blive helt handlingslammet med alle de scenarier hun kan gennemskue. ”Hvilken plan er den bedste?”, spørger hun Frederik, som sukker dybt.

Dette sætter energityperne i relief. Vi har muligheden for enten at ryste irriteret eller opgivende på hovedet, eller at se forskellighederne som en mulighed for vækst, både i vores forhold til os selv, og i det konstante samspil med andre. Men hvad gør vi, og hvordan forvandler vi frustrationer til sund udvikling? Ja, det er præcis dét, som vi sætter stævne her i artiklen, og som vi så småt er i færd med at udfolde.

Energityperne bliver virkelig spændende og meningsfulde, når vi for alvor opdager, at de er nøglen til helhed. Hver gang vi begraver os i et hjørne og vrisser af de øvrige energityper, som vi ikke har lettest ved at udfolde, så indsnævrer vi vores horisont og vores handlemuligheder. Det er i samarbejdet mellem energityperne at vi virkelig udfordres, men det er en enestående chance for både at udvikle større duelighed og lære os selv at kende. Når vi kan få vores energityper til at samarbejde i os selv, bliver vi bedre partnere og holdspillere i vores hverdag. Vi har alt at vinde. Lad os se på nogle typiske udfordringer, som sætter os på prøve, men som også giver os chancen for at udvikle os.

Dynamisk energitype integration

Dynamisk energitype integration

Den dynamiske energitype må lære:

at udtrykke sig mere venligt, tålmodigt og inkluderende. Alt for ofte afskærer den dynamiske andre ved at udstede ordrer, slå for hårdt igennem og være utålmodig. Den dynamiske lærer virkelig meget ved at træne sin evne til at lytte og give andre rum, være åben for det legende element og lade mange vinkler og opfattelser få mere plads.

Forenklet kan man sige, at den dynamiske isolerer sig selv på grund af frygt og usikkerhed fra andres side, og kan få hjælp gennem værdsættelse af egenskaber som nænsomhed (2), forudseenhed (3) og improvisation (4).

Den sensitive energitype må lære:

at blive synlig og stå i sit eget center uden at lade sig vælte over ende. Det er let for den sensitive type at blive udnyttet og ende som trædemåtte, eller at blive overhørt, fordi man grundlæggende er en venlig natur, der har let ved at lytte til andre og skabe rum. Den sensitive må udvikle robusthed og evne til at markere sig synligt.

Sensitiv energitype integration

Sensitiv energitype integration

Forenklet kan man sige, at den sensitive skaber afhængighed og binding grund af uselvstændighed, mindreværd og udnyttelse, og kan få hjælp gennem værdsættelse af egenskaber som centrering (1), upartiskhed (3) og prioritering (5).

Den mentale energitype må lære:

at træffe beslutninger og ikke forlænge sine dybdeborende processer og undersøgelser i det uendelige. Det er også vigtigt, at den mentale bliver lydhør over for følelser og psykiske tilstande, og ikke kun omsætter alt til kalkulationer og uforpligtende mind games. Der er brug for commitment og helhjertet engagement.

Mental energitype integration

Mental energitype integration

Forenklet kan man sige, at den mentale skaber resultatløshed og binding grund af en upraktisk holdning og for stor distance og kan få hjælp gennem værdsættelse af egenskaber som handlekraft (1), varme (2) og dedikation (6).

Den kreative energitype må lære:

at udvide større stabilitet og ikke i så høj grad at svinge fra øjeblik til øjeblik, efterhånden som stemningerne skifter. De spontane og inspirative ressourcer må kombineres med evnen til at sætte og holde en kurs og lægge planer, der har holdbarhed. Det er især vigtigt, at den kreative viser troværdighed og holdbarhed.

Kreativ energitype integration

Kreativ energitype integration

Forenklet kan man sige, at den kreative skaber frustration på grund af ustabilitet, forvirring og manglende retning og kan få hjælp gennem værdsættelse af egenskaber som vedholdenhed (1), planlægning (5) og oprigtighed (6).

Den analytiske energitype må lære:

at løsne op og rumme større helheder end de detaljer og afgrænsede områder, hvor typen er på hjemmebane. Især er det vigtigt at give plads til det spontane og uforpligtende livsaspekt, ligesom det har stor betydning at lytte til de bløde værdier, så som dedikation, nænsomhed, etisk bevidsthed og evnen til rummelighed og nærværelse.

Analytisk energitype integration

Analytisk energitype integration

Forenklet kan man sige, at den analytiske skaber begrænsning på grund af mentalt snæversyn og manglende inklusivitet og kan få hjælp gennem værdsættelse af egenskaber som helhedssans (2), fleksibilitet (3) og begejstring (6).

Den dedikerede energitype må lære:

at holde tilbage på sine ivrige heste og lytte med blidhed og accept til andres hjertesager. Der er særligt brug for at tage ved lære af sund fornuft, konkrete resultater og de mange synspunkters værdi. Den dedikerede kan lære meget ved at lade intellektet få plads og ved at kunne rumme og værdsætte forskellighed og mangfoldighed.

Dedikeret energitype integration

Dedikeret energitype integration

Forenklet kan man sige, at den dedikerede skaber forladthed på grund af ensidighed og enten-eller holdning og kan få hjælp gennem værdsættelse af egenskaber som accept (2), humor (4) og nøgternhed (5).

Den praktiske energitype må lære:

at effektivitet ikke automatisk måles i ydre resultater, men at virkelige værdier ofte er at finde i det subtile og ikke-målbare. Det er vigtigt at have hjertet med, at kunne sige ja uden forbehold, at give plads til det improviserende og have tillid til hjælp og vejledning. Det er også vigtigt at lytte til skelneevnen og træffe valg baseret på holdbare værdier.

Praktisk energitype integration

Praktisk energitype integration

Forenklet kan man sige, at den praktiske skaber fastlåsthedpå grund af formfiksering og kontrol-mentalitet og kan få hjælp gennem værdsættelse af egenskaber som ægthed (4), sandfærdighed (5) og dybde (6).

Det er i samarbejdet mellem energityperne, at vi virkelig udfordres, men det er en enestående chance for både at udvikle større duelighed og lære os selv at kende. Når vi kan få vores energityper til at samarbejde i os selv, bliver vi bedre partnere og holdspillere i vores hverdag. Vi har alt at vinde.

Samarbejdets kunst betyder aldrig, at gode kompetencer skal opgives, eller at vi skal lægge bånd på det, som vi er gode til. Samarbejdets kunst indebærer, at vi udvider vores bevidsthed og inddrager alle energityper, uden at det hæmmer vores dominanser og særlige kompetencer.

Gemt som: Energipsykologi

Skriv en kommentar

Want to join the discussion?
Feel free to contribute!

Skriv et svar